Som det vel snart er de fleste bekendt, kalder man de lokkemidler, man tilbyder folket, når man crowdfunder, for incitamenter.
Hovedincitamentet er som regel det produkt - fx bogen eller cd'en - der søges crowdfundet. Og så vil der jo være tale om en slags forsalg.
Incitamenterne er så godt som altid gradueret, for man skal jo have lokket forskellige beløb ud af folk. Det laveste incitament vil typisk være af ukonkret art, det kan fx være 'evig taknemmelighed' eller 'et virtuelt knus'. Derefter kommer så typisk forskellige udgaver af det crowdfundede produkt, når det måtte være færdigt. Det kan være ebog, download af, det kan være papirbog, tilsendelse af - og hertil kommer selvfølgelig autografer m.v. og diverse ekstra materiale. Fx originale tegninger, hvis man har lavet sådan nogle til bogen. Hvilket jeg ofte har.
Det gælder om at være kreativ, når man finder på incitamenter. Så indikerer man også som funder, at man vil det, man har sat i gang. Og at man har spas med det.
Og man skal endelig ikke være for fedtet, tværtimod, man skal jo give folk en god grund til at foretage en forhåndsinvestering. Ellers venter de jo bare til produktet kommer i butikken.
De vildeste incitamenter vil som regel være af stærk personlig art, det kan være en oplæsning hjemme hos nogen, det kan være en middag forberedt af crowdfunderen m.v.
KRUSET BLOT EET AF MANGE TILTAG I INCITAMENTPOSEN
I forbindelse med den forestående crowdfunding af en nye serie lydfortællinger, der sandsynligvis også udgives som cd i almindelig handel, og som vi i løbet af efteråret 2015 kaster os over, vil vi benytte os af et par (synes vi selv) ret kreative incitamenter.
Det gælder blandt andet det hermed offentliggjorte Early bird-krus.
Early bird er et velkendt begreb inden for crowdfunding. Det er almindeligt at tilbyde de allerførste backere noget ekstraordinært for at få sat skub i fundingen. Vores Early Bird-krus bliver leveret sammen med cd'en, når denne udgives. Der laves 30 krus, men om de alle skal fungere som early bird-incitament i denne forbindelse, vides endnu ikke.
Vi har mere i incitament-posen. Også noget, der inddrager brugeren på bedste vis. Det holder vi hemmeligt lidt endnu.