
Her er ni "atomfilm". De gør det nemmere at lære om, hvad de små størrelser er for en størrelse.
”Kære elev!”, står der under hver af de ni kortfilm som man finder på youtube. ”Skal du til eksamen i morgen, og har du slet ikke styr på atomerne? Så sæt dig ned, stram selerne, og se filmene med det samme.”
Der er en fin omtale i Folkeskolen.
Og her er et uddrag af pressemeddelelsen:
"Atomfysik er ikke det nemmeste stof i udskolingen. Men nu er der hjælp at hente. I ni korte film hegler onkel John unge Hannibal igennem pensummet for fusion og fission, inden han skal til eksamen dagen efter. Og det er en indsprøjtning, der ser ud til at virke."
Projektet er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings udlodningsmidler.
Filmene varer 5-10 minutter hver, og består af en unik blanding af fortællende animationer, grafik, simulationer, montage og skæve dialoger mellem den unge Hannibal og onkel John, der synes at vide meget om emnet.
De færdige film er forbavsende simpelt opbyggede. Man ser kun onkel John og Hannibal i form af deres muse-bevægelser og skriblerier på et fælles online skriveprogram. Onkel John taler og skriver og tegner flittigt i dokumentet, mens Hannibal uploader billeder, lytter, afbryder onklen med en kvik bemærkning, svarer på spørgsmål, eller bare gumler på noget mad i baggrunden.