
Så kom den – idiomplakaten. Trykt i 500 ex. på 240 g. silk. Det er en tyk sag i forhold til det, jeg er vant til (o. 160 g.), men det virker fint og fornemt. Problem: den er lidt sværere at folde ved forsendelser i A4 kuvert. Det kan nok ske, at jeg bliver nødt til at sende den i rør. Det vil sige i pakkerør, da PostNord o.a. ikke længere er glade for plakatrør (de roterer og drejer på transportbåndene og er derfor sværere at scanne). (Sværere at folde: Det kan man selvfølgelig godt, men den knækker en del pga. det tykke papir. Det går ud over farverne.)
128 idiomer, nåede jeg op på. De forskellige idiomer står ude i marginen, så man kan spore sig frem til dem på den måde.
Vil tro, at plakaten kan give anledning til mange gættekonkurrencer. Så kan man jo dække kanten til, mens legen står på. (Billede 2, hvor man ser marginen og således teksten, er fra den papirkopi, jeg fik printet ud, inden filen blev sendt til tryk.)
Plakaten er sikkert også velegnet til undervisning.
Den skal dog i første omgang bruges som reward i forbindelse med en crowdfundingkampagne, som jeg kæmper med at sætte i søen. Der er mange tråde, der skal samles først. Og tiden er ikke rigtig til det p.t. Men før eller siden ...!