Et udvalg. Det handler om "dilemmaer" - forskellige folk giver deres bud på, hvorfor det er godt eller skidt at købe billigt tøj, produceret i fjerne lande. Den selvtilfredse Arif, der ejer en tekstilfabrik i Bangladesh, synes det er bedre, at børnene har noget at lave, end at de hænger på gadehjørnerne. Og det kan der måske være noget om? Lægen ved, at de mange kemikalier, man finder i det billige tøj, er slemme ved din hud. Biologen ved også et og andet og så fremdeles. Mens skatervennen er ligeglad med alle argumenter, han synes, det vigtigste er, at tøjet ser cool ud, og at man kan få meget for lidt.
Tegningerne er til et undervisningshæfte, som Røde Kors udgiver. Det bliver en del af en større pakke, faktisk bliver den så fyldig, at der ligefrem kan presses en emneuge ud af den, så meget desto mere, som der også kommer noget onlineudstyr til og - ikke mindst - en lærervejledning.