Så - nu indfinder vores Ama'rbog sig gradvist på bibliotekernes hylder!
Kbh.s kommunes biblioteker har købt en halv snes eksemplarer, mens Gentofte, Furesø, Guldborgsund, Vejle, Randers og Herning har købt mere beskedent ind. Naturligt nok.
Hold øje med dit lokale biblo. Der er uden tvivl flere på vej. Og hvis du synes, det går for langsomt, så kan du jo rykke dem.
Tårnby og Dragør har haft "Ama'rkanske godnathistorier" længe, fordi de fik et par eksemplarer i samme øjeblik, bogen kom fra trykken. Vi havde nemlig indgået en deal: vi bruger et par billeder fra jeres fotoarkiv – I får et par bøger.
Nå ja? Det manglede da bare, at lokalarkiverne stiller fotos gratis til rådighed for forfattere, der skriver om de pågældende arkivers geografiske område, tænker man måske? Well, andre steder i landet, ved vi, kan lokalarkiverne finde på at kræve ikke ubetydelige summer for brug af deres fotos. Så tak igenigen til lokalarkiverne på Ama'r for slet og ret at være fede! Vi kører med minibudget og ville ikke have haft råd til at frikøbe billeder, og uden historisk, visuel dokumentation (læs: funky s/h fotos) ville bogen uden tvivl have været kedeligere.
Vores tak gælder i øvrigt også et par generøse, private fotografer, der har Ama'r som specialområde.
En lille kulturpolitisk pointe (formuleret som et retorisk spørgsmål): Ville arkivarer og fotografer have været lige så gavmilde, dersom et stort forlag med et massivt (fond-sponseret) budget i ryggen havde henvendt sig? Skelede de mon ikke til, at dette var et con amore projekt, crowdfundet og støttet af folket?