
Her blogges om løst og fast. Når det er løst, er der tale om den velkendte blog-pludren: Klørkonge-nyt og småting. Når det er fast, er det straks mere hardcore, for så handler det om litteraturen i den digitale tidsalder, ophavsret, crowdfunding, e-bøger m.v.
Sådan en bette rullekuffert kan rumme meget gøgl. Den var med på Kulturmødet på Mors. En del af indholdet kom med retur igen. En del blev spredt deroppe.
Jeg skrev i 2009 en artikel i fagtidsskriftet Forfatteren om iPodkulturen. Om hvor meget det egentlig betyder, at vi - eller så mange - render rundt med musik i ørerne. Så ofte. Det er naturligvis anskuet fra et litterært synspunkt i en ganske bestemt forstand: Hvad kan forfatterne bruge dette relativt nye forhold til, dette selvisolerende fænomen? Svaret er klart: 'Kom dog af sted! Gå ud og erobr det nye medie, kære kollega!'
Jovist, artiklen er fem år gammel, men den holder stadig væk. (Selv om det selvfølgelig er urkomisk, at jeg overhovedet nævner den "tallerkenagtige, transportable CD-afspiller" - den er i mellemtiden afgået ved døden, ja, ikke bare det: den er gledet i fuldstændig glemsel.)
Man finder artiklen her (gå til side 4 i PDF-tidsskriftet).
Som bekendt kan vi ikke lukke vores ører på samme måde, som vi kan lukke vores øjne. Vi er via lydene altid udsat for en slags stemningsmæssig baggrundsstråling. Det er dette, der ændrer sig med iPodkulturen; man lader sig ikke længere ’gribe’ af en stemning, eller man får i hvert fald muligheden for i en vis udstrækning at styre hånden, der griber.
Kulturmødet på Mors har eksisteret i et år, og arrangørerne satser på at gøre det til den kulturpolitiske pendant til det politiske sommermøde på Bornholm. Sidstnævnte er som bekendt allerede veletableret; det kan førstnævnte også hurtigt gå hen og blive.
Undertegnede stødte på Kulturmødet, fordi arrangørerne holdt en række formøder i det ganske land + Berlin for at samle inspiration. Alt det rejseri og al den lydhørhed vidner om stor energi fra arrangørernes side, synes jeg nok.
Man kan se Kulturmødets udførlige program her.
Undertegnede skal tale om crowdfunding fredag formiddag og fredag aften, og jeg skal bl.a. i panel med nogle interessante skikkelser fra det private fondsvæsen. I forbindelse med Kulturmødet igangsættes en omfangsrig crowdfunding, der vedrører den litterære mailordning Hvermandag.dk. Men jeg vil i øvrigt i dagene omkring Kulturmødet (jeg er der alle dage) bruge en del tid på at tale med folk i korridorerne (og nede ved havnen og rundt om grillen) om ideen bag Klørkonge.dk - der ligesom crowdfunding vedrører et alternativ til den gængse finansieringsform af kulturelle tiltag. Jeg vil med andre ord udbrede ideen om litteraturen som sponseret podcast.