Den engelsksprogede litteratur dominerer markedet for oversatte bøger markant. Men amerikanerne er ikke selv meget for at læse oversat litteratur. Udskældte Amazon kan imidlertid være med til at bringe balance i regnskabet. 

Følgende blogindlæg tager afsæt i et interview, der stammer fra Die Zeit, 21.8.2019.  

Gisèle Sapiro er kultursociolog og har base på et universitet i Paris. Hun har undersøgt oversættelser af bøger på det globale marked. Hendes studie viser, at der muligvis nok bliver oversat flere og flere bøger, men at den "kulturelle mangfoldighed" samtidig går tilbage.
Men – hvordan hænger det egentlig sammen? vil Die Zeits kulturjournalist Lars Weisbrod vide.
Fordi, svarer Sapiro, “der oversættes fra de samme sprog. Og fordi de dominerende sprogområder, altså de områder, der leverer titler til oversættelse, selv importerer meget få bøger.”

Det mest dominerende sprogområde er ikke overraskende engelsk.
“I USA lå andelen af oversættelser på det samlede bogmarked på blot 3%. Det er den laveste procentsats på globalt plan. Jo længere man bevæger sig ud i periferien, desto mere fylder oversættelserne. Vi ser altså en tydelig asymmetri i cirkulationen. Mellem 1980 og 2000 steg antallet af oversatte bøger globalt set med mere end 50%, men samtidig rettede markedet mere og mere sit fokus mod den engelsksprogede litteratur."
I 1980’erne havde engelsksproget litteratur en andel på godt 45% af verdensmarkedet for oversatte bøger, i 1990’erne var det godt 60%. Her er det så foreløbig stagneret.

Centreret om bestsellere

Gisèle Sapiro har det seneste år også været tilknyttet et universitet i Berlin, og i den anledning har hun studeret cirkulationen specifikt mellem det tyske og det amerikanske bogmarked. Hun bruger året 2002 som konkret eksempel. Og vi ser, at tyskerne importerede godt 3700 titler, mens de kun sendte 150 den anden vej. 

Men det handler jo blot om titler, hvordan ser det ud med oplagene? spørger Weisbrod.
“Så ser det endnu mere skævt ud, er min vurdering. En stor del af de oversættelser, der finder sted fra engelsk, er centreret om bestsellere.”

Det tyske sprogområde sidder på 10% af verdensmarkedet for oversat litteratur – hvilket udløser en andenplads. Den placering skyldes ikke mindst, at tyskskrivende forfattere op gennem århundrederne har været leveringsdygtige i talrige værker, der har opnået klassikerstatus. Goethe, Kant, Nietzsche & co. er altid efterspurgte.
På tredjepladsen finder vi franskmændene med 8%. 

Hvor mange kan læse koreansk?

Zeit: Hvilken type litteratur oversættes fra engelsk?
Sapiro: “Det gør især kommercielle genrer. Krimier, sci-fi, romantisk litteratur. Men også i disse genrer bliver der altså kun oversat meget lidt den anden vej. Der findes naturligvis undtagelser, som fx Stieg Larsson og den kinesiske sci-fi forfatter Liu Cixin.”

Zeit: Hvorfor dukker der ikke ind imellem en sydkoreansk 50 Shades of Grey eller lignende op på det amerikanske marked?
Det skyldes sikkert, svarer Sapiro, at der mangler effektive litterære agenter, “indflydelsesrige formidlere”, som kan varetage den udenlandske litteraturs interesser.
“For et amerikansk forlag er det meget nemmere at udgive en bog, der er skrevet på engelsk, og som repræsenteres af et velrenommeret agentur. – En eller anden skal jo også læse originaludgaven, hvis den altså ikke allerede er oversat til et af hovedsprogene. Hvor mange af dem, der har noget at skulle have sagt på de amerikanske forlag, kan læse koreansk?” 

Negativt udslag giver det også, at store boghandlerkæder som Barnes & Nobles er tilbageholdende grænsende til det afvisende over for oversat litteratur.
“De tror ikke på, at det kan sælge. Men det er selvfølgelig en selvopfyldende profeti.”

Hjælp fra en uventet kant

Hvordan gør man noget ved miseren? Hvordan kan man sikre, at der oversættes flere bøger til det amerikanske marked?
“Der sker allerede en del. I USA findes der en bevægelse der presser på for flere oversættelser. Oversættere, små forlag og andre har sluttet sig sammen, og de uddeler priser, arrangerer festivaller, og de har såmænd også udtænkt et nyt navn, en ny kategori: I stedet for det uglesete translations benytter de nu hellere begrebet international literature." 

Derudover findes der en ny spiller på markedet, der oversætter meget til engelsk: Amazon. Tiltaget hedder Amazon Crossing. Firmaet har gjort det til sit erklærede mål at udgive mere oversat litteratur.
Amazon har gode kort på hånden, for så vidt de har muligheden for – med afsæt i store mængder indhøstet data om læsevaner og selvfølgelig konkrete salgstal – at finde ud af hvilke bøger, der potentielt kan sælge i USA.
“Endelig”, slutter Sapiro, “hjælper naturligvis et statsstøttet fokus på oversættelser. For at imødegå markedets mekanismer er det faktisk nødvendigt.”

Det varer ikke så længe, inden der kommer to nye Klørkonge-film – engang til efteråret – og i den anledning: Den nødvendige opjazzning af de gamle films visitkort på Youtube, de såkaldte tommelfingernegle aka thumb nails. 

De skal jo gerne give folk lyst til at klikke løs og se filmene. 
Der er selvfølgelig også oprettet en playliste, så man kan nøjes med at klikke én gang og se alle 8 film. 

Der er lidt under opsejling – faktisk en del. Det er stort projekt, der er ved at finde sin afslutning.
Det handler om atomer, og det handler om undervisningsmaterialer. 

Klørkonge er premium exclusive creative partner på et projekt, der er også involverer nogle andre knolde, så det skal nok blive godt. 
De første lydprøver er gjort, de første videoskitser, og der er indkøbt stock-materialer (altså allerede lavede, tekniske videoer). Nu skal det hele så bare samles. Det kan jo ikke være så svært. 

Der bliver 9 afsnit á ca. 7 min. – og vi håber på, at det er færdigt til skolestart, det vil sige august 2019. Det er for 9. klasse. 

I Weekend-avisen 1. februar 2019 har forfatter og ex-rektor Niels Frank et ret langt, meget skeptisk indlæg ang. Forfatterskolen. 
Det har fået titlen Forfatterskolens sidste suk. De sidste linier lyder:

"Hvorfor opbygge tunge, intrigante institutioner for litteraturen, når den nu bedst trives i uafhængighed og uforpligtethed? Hvorfor underkaste sig kulturministre og embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer? Hvorfor opbygge litterære loger, som stræbsomme personer vil begå mord for at blive en del af, når en forfatter nu engang er en selvstændig skabning, og alt, hvad han eller hun foretager sig, er singulært og indimellem endda unikt?"

Jeg er ikke helt glad for den romantiske tone i konklusionen, men er grundlæggende enig. Dette med 'selvstændigheden' er centralt. Og er værd at ofre nogle flere ord. 

Det er ikke tilfældigt, at dem, man tidligere kaldte 'selvudgivere', i dag foretrækker at kalde sig selv netop det: 'selvstændige forfattere'. Navneskiftet foretog man blandt andet af den praktiske årsag, at begrebet 'selvudgivere' havde fået en lidt for negativ klang. Men for mig at se har der egentlig også altid været et element af storladen frihed i det: 'selvstændig forfatter' ... Det klinger jo godt! (Så jeg kan altså selv være småromantiker!) 
At udgive sine bøger selv er i høj grad at søge at omgå de fleste af de uhensigtmæssigheder (måske endda den betændelse), der er i den litterære institution, og som Frank påpeger eksistensen af i sit indlæg. Omend han blot fokuserer på en lille del af den. 

Den lattervækkende forvitring af institutionen 'Nobelprisen i litteratur' er selvfølgelig kongen af alle de institutionelle forvitringer, der – Gott sei dank – foregår netop nu. Og som det jo ikke er tilfældigt foregår netop nu. 
Metoo afdækker meget sygdom, og jeg tænker ikke bare på enkeltpersoners liderlighed og magtliderlighed, jeg tænker på den generelle magtliderlighed, der er ukønnet, og jeg er forbløffet over, at man har ladet visse personer (såkaldte 'kulturpersonligheder'!) opføre sig, som de åbenbart har gjort, og så så længe. 
Så, ja, jeg ser en sammenhæng mellem de to litterære institutioner. den godt 30 år gamle Forfatterskole, og den vaklende olding, nobelpriskommitteen. 

Hvad Franks rolle på Forfatterskolen har været – udover altså at have været rektor forstås – er lidt svært at finde hoved og hale i. men Franks konklusion virker ikke desto mindre sund på mig. 
Når man etablerer en institution (hvor som helst) vil den øjensynligt over årene tiltrække mennesker, der er institutionsglade, fordi de her ser muligheder for rammer, hvori der kan udøves good ol' magt(spil), hvilket så i tilfældet Forfatterskolen primært kan gælde lærerstaben. Hertil kommer så elever, der bl.a. ser en mulighed for at komme tæt på de af institutionen hyldede. 
Jeg tegner her omridset af en selvfodrende mekanisme, og det er selvfølgelig langt fra det eneste, en forfatterskole kan producere, men med et tilstrækkeligt skeptisk fokus er det også det, den producerer. 
Momentvist er det måske endda det, den primært producerer. 
Og når en skikkelse som Frank, der jo selv har været en del af de magtcirkler, der stråler fra institutionen, ryger udenfor, bliver han sur. Med surheden følger et kritisk blik, og det kan vi andre så bruge til noget, fordi han immervæk har været der. 

En anden af de tidligere rektorer blev i et langt Facebook-indlæg af en kvinde beskyldt for utilbørlige tilnærmelser (da han var rektor, og hun var elev på Forfatterskolen, forstås). Den sag er for udenforstående også svær at finde hoved og hale i, men én formulering studsede jeg over, idet nemlig kvinden mente, at vedkommende rektor jo af de studerende blev betragtet som en (citat) "halvgud" og derfor havde et særligt ansvar. 

Sagen om et særligt ansvar, vil jeg lade urørt, for det er en anden diskussion, derimod vil jeg gerne spørge: Hvordan i alverden man kan ende med at betragte en person, en nulevende dansk forfatter (med en for mig at se gennemsnitlig produktion, men det er sådan set sagen uvedkommende) som en "halvgud"? Det må være resultatet af en vranglære, som institutionen, den litterære institution, har formået at få smidt over katederet, og som så har truffet nogen – sikkert en del – lige i masken. 

Hvis jeg alligevel skal tage sagen 'særligt ansvar' op, kan det blive i betydningen: Har ikke netop forfattere et særligt ansvar for at tænke mere selvstændigt? For at lade hånt om magtpositioner? 
Eller er det i DK særlig svært, fordi vi også har institutionen Statens Kunstfond, der skaber økonomisk afhængighed?
Det sidste også set i lyset af, at det netop i dag [1. feb.] er dagen, hvor forfattere lægger sig på knæ og søger Statens Kunstfond om det årlige og for mange så essentielle arbejdslegat.