Gå til hovedindhold
Hjem

Hovedmenu

  • Lydhistorier
  • Bøger
  • Film
  • Fremtidige projekter
  • Blog
  • Om
  • Kontakt

Her blogges om løst og fast. Når det er løst, er der tale om den velkendte blog-pludren: Klørkonge-nyt og småting. Når det er fast, er det straks mere hardcore, for så handler det om litteraturen i den digitale tidsalder, ophavsret, crowdfunding, e-bøger m.v.

Bogforum 2017

Af Boris den 11. november 2017 - 6:38

Bogforum går ned i denne weekend (d. 10.-12. november), og man skal være meget velkommen til at kigge forbi Klørkonges stand. 
Her sælges fx den nye Ama'rbog + plakat for 199,- (spar 50 kr.) 
Der er også mulighed for at få en autograf og en tegning i bogen. Og selvfølgelig: en sniksnak før, under og imens, kunsten udøves. 

Find os i Newpub-området (det er lige efter indgangen), officielt hedder det E-031. 

På det første billede ser man (medforfatter på Ama'rbogen) Trine Jerichau Roslev og jeg stå og flashe sælgersmil. 
På det sidste: opbygningen på Bogforum (der startede allerede onsdag). 
Klørkonge har i år investeret i en udvidet stand og er der alle dage. Det ser (efter førstedagen, fredag) ud til at være en ok investering.

 

Bogforum 2017

Endnu et crowdfundingprojekt er afsluttet – med succes

Af Boris den 14. oktober 2017 - 10:11

Det er det fjerde bog-crowdfundingprojekt, Klørkonge står bag. Alle er blevet funded med 100% – eller mere. 

Det er skægt at crowdfunde. Men der er også uhyre meget arbejde forbundet med det, det bliver man nødt til at vide. Og det må være pinsomt, hvis det i sidste ende ikke bliver belønnet. Nogle gange kommer en crowdfunding kun slæbende af sted, og så bides der negle! Det er også slidsomt. – Men det hører med! 

Vi har i denne forbindelse lavet to videoer, adskillige henvendelser til pressen både telefonisk og pr. mail, forfattet pressemeddelelser (tilpasset forskellige medier), lavet postkort, fået sponsor til postkort, omdelt postkort, oprettet en Facebookside, lavet mindst 40-50 opslag her, besvaret folks henvendelser, og meget, meget andet. 

Men nu er det altså afsluttet. Med succes. Tilbage står blot at få bogen færdigredigeret, færdiglayoutet, kort fortalt: færdigpuslet, og så få sendt den af sted til tryk. 

Tegningen var den, der røg af sted sammen med en taksigelse til backerne af bogen. Dagen efter. Folk skal have at vide, hvordan det går med projektet, og at deres indsats er påskønnet.

crowdfunding
Ama'rkanske godnathistorier

Et Klørkonge-projekt i Amager Bladet

Af Boris den 10. oktober 2017 - 20:49

I dag – tirsdag d. 10. oktober – ramte Klørkonge forsiden. 
Ok, det drejede sig ganske vist kun om en henvisning til en artikel længere inde i bladet (Amager Bladet), men omtalen her er til gengæld ganske fyldig. En hel side. 
Kom til en onlineversion af hele bladet her – og gå da sporenstregs til s. 48. 

Vi håber da, at denne artikel kan bringe de sidste skillinger i hus. Nemlig til vores crowdfundingprojekt, Ama'rkanske godnathistorier. (Et tryk på linket fører dig til projektet på crowdfunding-sitet Booomerang.) 
Crowdfundingen slutter om fire dage, og vi er skrivende stund ca. 33% fra at nå vores mål. 

Vi har lavet nogle gode rewards, synes vi selv, der gør det muligt at spare fra en del penge, hvis man støttekøber i god tid. Plus man kan erhverve sig unikke sager som fx en Ama'rplakat. 

Ama'rkanske godnathistorier
presse

Kaptajn Storm - på havnen - work in progress

Af Boris den 25. september 2017 - 11:45

Her følger et bette indkig i, hvordan en tegning med mange detaljer bliver til. 

Vi ser Kaptajn Storm på havnen.
Det er en af ca. 20 tegninger. Opgaven er stillet af Museet for Søfart. De mange illustrationer krydrer fire små historier, der er forfattet af Klørkonges Afd. for Tekster og Manus'er A/S. 

Læs mere om projektet i tidligere blogindlæg her og her. 

Museet for Søfart
museumsformidling
illustrationer

Til møde i det tyske "Selfpublisher Verband"

Af Boris den 22. september 2017 - 22:55

Fredag aften (22.9.) var jeg til møde i den berlinske afdeling af det tyske Selfpublisher Verband. (Foreningsnavnet er et herligt mix af engelsk og tysk!)
I den tyske hovedstad holder de møde en gang om måneden cirka, denne aften handlede det om YouTube: Hvordan kan selvstændige forfattere få noget ud af denne platform? 

Jeg bor i Berlin, skal det siges, og møderne finder endda sted i nærheden af, hvor jeg bor. Det lånte lokale, kaldet Literaturhaus Lettrétage, ligger selvfølgelig på berlinervis i anden baggård. Adressen er Mehringdamm 61.
Denne aften var der 40-50 mennesker til stede. Stemningen var god, locker, som man siger: kollegial og afslappet. Det var tydeligt, at de fleste folk kendte hinanden godt i forvejen. Måske endda lidt for godt. Når nogle af de mere pudsige typer tog ordet – og der er uundgåeligt pudsige typer i en forening af den karakter – sporede man forudindtagethed blandt en del af de tilstedeværende: urolige baller på stolene, korslagte arme, og endda himmelvendte øjne. Men der var god styring på det. Alle kom til orde – og ikke i for lang tid. Interessen og talelysten var stor. Social media-erfaringen blandt tilhørerne, ikke mindst blandt de yngre, viste sig at være betydelig. Generelt indtryk: Foreningens medlemmer søger at være på forkant med udviklingen, og nogen har faktisk succes med det. 

SKRIVEDILETTANTERNE LÆGGER FRA LAND
De to herrer, der var sat til at foredrage om deres erfaringer inden for YouTube- og forfatter-området var Marcus Johanus og Axel Hollmann. De skriver krimier, men har også en YouTube-kanal, hvor de anmelder bøger og giver gode råd til vordende forfattere. Stilen er også her locker. De kalder sig Die Schreibdilettanten.

Der ligger et væld af videoer på Die Schreibdilettantens YouTube-kanal og på deres hjemmeside, faktisk tæt på 300. Og det er klart, at den tekniske og den redigeringmæssige side af sagen lader meget tilbage at ønske, de lægger bare fra land, og sejler støt og roligt derudad. 
Det var et af deres vigtigste råd: Skal du begå dig i den lidt vanskelige videogenre, så slap af og vær "autentisk". Lad være med at gå for højt op i lyssætning og gode og dårlige hårdage, de små visningsformater og forskellige opløsningsgrader æder alligevel detaljerne. Så bare kom af sted. 
('Autentisk' er selvfølgelig et vanskeligt ord, der lægger op til alenlange diskussioner, men de fleste ved godt, hvad det indebærer i denne sammenhæng.) 

D'herrer er inspireret af et amerikansk krimi-podcast-snakkeshow, der hedder Writing Excuses, now you know, ikke noget for mig. Linket før henviser til amerikanernes YouTube-kanal, dette link henviser til en hjemmeside. 
Måske krimiscenen i Danmark kan lade sig inspirere? 

BOGTRAILER – SOM EN FILMTRAILER? 
Hvordan skal en forfatter så gribe YouTube an, når han eller hun skal reklamere for sin bog? 
Grundlæggende kan man gøre det på to måder. Man kan lave en trailer for bogen (kort format, nok max 1 min.), og man kan præsentere sig selv og sin bog i et interview eller lignende. Hvad det sidste angår, er der ikke som sådan nogen tidsbegrænsning, men man skal huske, at publikum er nogle utålmodige bæster, så vi snakker vel om max 5 min. Hvis man ikke er hyperkendt i forvejen. Eller hyperinteressant. 
Det er klart, at der findes andre muligheder, og at det især for selvstændige forfattere lønner sig at tænke kreativt her, men nu koncentrerer vi os lige om disse gængse formater. 

Hvad book traileren angår, vil jeg sige, at det ikke nytter meget at lave et spændende krydsklip af en bogs handling. Sådan som filmtraileren gør det. Film og roman er to forskellige tidsformater. Og bogens visuelle materiale ligger heller ikke lige for hånden, sådan som filmens per se gør det. 
Men bevares, man skal holde sig for øje: Det er en reklame, fungerer således snarere som en påmindelse. Blandt mange andre påmindelser. Ingen reklame kan forvente selvstændigt at udløse købetrang. Det er gentagelsen, det handler om. 
Et dansk trailereksempel leverer Politikens Forlag med 20 sekunder for Jesper Steins Papa. 

At lade forfatteren selv præsentere bogen synes der at være mere kød på. Her kan forfatteren redegøre for figurer, temaer, et eller andet, der kan vække læserens interesse. Det er en invitation til et kig bag kulissen. 
Et dansk eksempel kan igen være Jesper Stein, der på halvandet minut giver et resume af Papa. Interviewet foregår i Botanisk Have i København, hvor en del af romanens handling finder sted. 
Stein er på Politikens Forlag, og det er dem, der står for produktionen af de to nævnte videoer. 

SoMe ER IKKE BARE SoMe - SKELN
Hvad selvstændige forfattere angår, er jeg ikke i tvivl om, at den sidste genre, interviewet, eller altså det korte, personligt afgivne resumé, vil have større effekt. Det er nemmere at producere, kræver ikke så mange tekniske færdigheder. 
Den lægger sig også tættere op ad Johanus og Hollmanns idé om autenticitet.

"Husk at have det sjovt med at lave videoer, og forvent ikke det store salg på grund af dem," lød formaningen fra de to krimiforfattere. Og det er jo altså wohl bemerkt sagt af tyskere; de henvender sig til et marked, der er mindst 17 gange større end det danske. Således må det i udpræget grad gælde for selvstændige forfattere i DK, at de skal huske at more sig med deres videoforsøg og ikke forvente sig det vilde på salgssiden. 

En hurtig research viser, at Steins / Politikens videoer ikke er blevet vist i nævneværdig grad, ikke på YouTube i det mindste; de kan jo have kørt massivt på Facebook. Og det kan så være det sidste tip: Skeln mellem YouTube og Facebook. Upload den samme film til begge SoMe-platforme. Det er min personlige erfaring, eller i det mindste min personlige stærke mistanke (for disse SoMe-sager fortaber sig lidt i tåger og algoritmer), at Facebook ikke bryder sig meget om eksterne links (fx til YouTube), de foretrækker, at videoerne ligger inden for deres eget system. 

MINE EGNE FILM
Jeg har lavet en del videoer efterhånden – alle Apples standard-videoredigeringsprogram iMovie. 

Jeg har en egen YouTube-kanal, hvor jeg ligger det hele op. 

Mine videoer er meget forskellige. 
Der er fx en aktuel crowdfundingvideo her. 
Og en ældgammel (næsten pinlig) crowdfunding-video her. 

Der er en nybagt infotainmentfilm her (om Grevinde Danner). 
Og en slags book trailer her. 

Jeg har også omdannet en podcast til en slags animeret film. Og i den animerede film er der så indlagt små reklamer for den bog, som podcastserien har dannet grundlag for. Så på den måde kan få det hele til at køre rundt. Eller i ring. Eller snurre løs. 
Sådan et tiltag øger næppe salget på den korte bane. Men hvem ved? Måske på den lange bane? 
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Ha' det sjovt undervejs! Ellers er det ikke sjovt at bevæge sig ned ad sådan en lang bane. 

selfpublishing
indie publishers
selvstændige forfattere

Ama'rkanske godnathistorier - et nyt crowdfundingprojekt

Af Boris den 19. september 2017 - 9:54

Så har Klørkonge åbnet et nyt crowdfundingprojekt. Det drejer sig om en børnebog, Ama'rkanske godnathistorier, og man kan støtte det på Booomerang indtil 13. oktober 2017.

Både på bemeldte crowdfundingsite og på den Facebookside, der er oprettet til formålet, kan man læse mere udførligt om projektet.

Men sagt i kortform går det ud på følgende: Jeg, Boris Boll-Johansen, skriver sammen med en historiker, der bl.a. har erfaring som webredaktør på populære historiske magasiner, i fællesskab en børnebog, der (som man nok har regnet ud) kredser om Amager. Eller går i rundkreds på Amager. Vi tager udgangspunkt i diverse lokaliteter på øen, men behandler dem vidt forskelligt. Nogle historier er sande, andre er falske. Jeg står for fiktionen, historikeren Trine Jerichau Roslev for non-fiktionen.
Om der virkelig skulle være tale om en hilsen til fake news-diskussionen, må man diskutere i sin læseklub. Det har vi ingen holdning til. 

Bogen bliver rigt illustrereret; mine tegninger fylder løgneafdelingen, fotos fra arkiverne den rigtige afdeling. 
Den bliver på ca. 200 sider, og den bliver farverig og indbundet. Og alt i alt temmelig lækker. Vil vi mene. Men følg selv med!
I dette opslag gengives forsiden, som den nok kommer til at se ud. 

CROWDFUNDEDE BOG NR. 4
Dette er Klørkonges fjerde crowdfunding-bogprojekt. 

For fire år siden lanceredes Aarhusianske godnathistorier som en af Danmarks første crowdfundede bøger. Året efter blev samtidsromanen Lockouten i 13 crowdfunded, og sidste år så Magasinet Menneske – nu som bog dagens lys takket være folkefinansiering. 
Man kan se alle bøgerne HER. 

Hvorfor er forlaget Klørkonge så crowdfunding-begejstret?

  • Fordi crowdfunding giver mulighed for at teste, om en bog egentlig også har potentiale. Slet og ret: Er der købere? (Det er jo faktisk nærmest et økologisk projekt: Der er ingen grund til at spytte produkter ud i verden, som verden er ligeglad med. Verden har nok produkter. Ikke mindst bøger.) 
  • Crowdfunding giver mulighed for at mobilisere læserne, de får medansvar om ikke ligefrem en ejerandel i projektet. Og dermed i det endelige produkt, dersom det opnår fuld funding. Og således bliver bogen endnu sjovere at have stående på hylden: 'Den har jeg bidraget til!'
  • Fra forfatterens synspunkt: Den lukkede, kreative tilblivelsesproces blotlægges. Hvilket kan give en lidt nøgen situation, men nogle gange (ikke altid, og kun for nogen) er en vis ekshibitionisme i denne fase sundt for kunstneren. I hvert fald bryder crowdfunding med den noget lukkede situation, som det statslige legatvæsen fremelsker.  
  • Crowdfunding kan ses som en modernisering af mæcenatet, dels fordi det er digitaliseret, gennemsigtigt og sigter bredt, dels fordi det opererer med et noget for noget princip. Giveren (eller som det hedder på crowdfundingsprog: backeren) giver ikke bare penge for sine blå øjnes skyld, vedkommende får noget igen – ja, kan endda spare penge i forhold til, hvis produktet skulle købes senere i almindelig handel. 

Der er mange andre fordele, dette er blot nogle af dem. 

Crowdfundere skal altid holde sig for øje, at det kun er nogle projekter, der egner sig til crowdfunding.
Vi vil imidlertid mene, at vi med Ama'rkanske godnathistorier har et rigtigt godt produkt i den henseende, idet der jo er tale om en munter bog for børn. Desuden sigter vi meget lokalt, nærmest hyperlokalt. Ama'rkanerne er kendte for at være meget lokalpatriotiske, og vi håber selvfølgelig, at ordet vil sprede sig blandt dem, at mange vil få øjnene op for, at her er noget (på vej), der specifikt angår deres elskede ø. Og at dette specifikke kun kan blive til virkelighed, dersom de yder en indsats. 

Ama'rkanske godnathistorier
crowdfunding
børnebog

Kaptajn Storm - opgave for M/S - snart afsluttet

Af Boris den 14. september 2017 - 14:14

Som annonceret tidligere på denne blog, er Klørkonges tegne- og fortælle-afdeling i gang med at udvikle intromateriale til børn i alderen 5-9 år. Og det er jo så til M/S, Museet for Søfart, der ligger i Helsingør.

Projektet er nu ved at nærme sig sin afslutning. Så småt; mange af de her viste illu'er mangler stadig noget baggrund fx. 
Jeg kunne for resten ikke lade være med lige at uploade den farveskala, jeg bruger, når jeg farvelægger figurerne. 

Der også skrevet historier til. Og teksterne har været til prøveoplæsning hos diverse slutbrugere (læs: børnehavebørn), og de syntes, det var mægtig fjong. De gad angiveligt høre alle historierne helt til ende. Og efterspurgte ikke undervejs deres elektroniske underholdningsinstrumenter. Så vidt pædagogerne erfarede. 

Hovedfiguren hedder Kaptajn Storm, og han fortæller mere eller mindre sande historier til de to søskende, Anna og Oscar. 
Kaptajn Storm har en papegøje, der hedder Diego, og en af de historier, kaptajnen fortæller, handler om, hvordan han i sin tid mødte fuglen. Dengang den stadig var ganske bette, for ikke at sige: nyudklækket.
Og der er pirater i den historie! Men bare rolig. Det ender godt. For alle. 

Som det fremgår, er der i mange af tegningerne indflettet fotos. På bedste old school collagevis (dog ikke i klippe-klistre men i photoshop-regi). Jeg har til det formål været på jagt i M/S' fotoarkiv. 
Alle kan tilgå arkivet, som man finder HER. Det er omfattende, super godt kategoriseret, og der gemmer sig guld .. 

Museet for Søfart
Infotainment
museumsformidling

Anmeldelse af Lockouten i 13

Af Boris den 11. september 2017 - 13:49

I fagbladet Folkeskolen kan man læse denne anmeldelse af Lockouten i 13. Bogen, der kun er udkommet i 126 eksemplarer, og det er så det. 

Til gengæld eksisterer den som ebog. Og det i bedste velgående. 

Bemeldte anmeldelse består egentlig mere i et referat af indholdet, men noget der minder om en bedømmelse finder man her: 

"Lockouten i 13" er afslappende læsning. Romanens karakterer gør sig stilfærdige betragtninger over livet og prøver forsigtigt søgende et par drømme af. Romanen har et svagt skær af noget crazy, men bliver hængende i noget hverdagsagtigt, genkendeligt og halvdovent. "Lockouten i 13" er fin ferielæsning.

Jeg ved nu ikke, hvor "forsigtige" og "søgende" Mie og Eske er i deres afprøvning af drømme. Men lad det nu ligge. 

Lockouten i 13

Kaptajn Storm - et formidlingsprojekt for Museet for Søfart

Af Boris den 2. september 2017 - 11:38

En sjov opgave tikkede ind i løbet af sommeren: At videreudvikle historier om en figur, som M/S Museet for Søfart allerede bruger: Kaptajn Storm og hans papegøje Diego. De har været brugt som en art introduktionsfigurer for børn i alderen 5-9 år. 

Min opgave lød: Skriv fire historier om kaptajnen, tegn tegninger hertil, sæt det hele sammen og gør det printvenligt. Det er meningen, at fx børnehavebørn inden et besøg på museet således får øget deres nysgerrighed. Pædagoger skal læse historierne højt for børnene og undervejs og efterfølgende snakke med dem om det, der foregår i fortællingerne. 
En udmærket idé!

Jeg har gjort Kaptajn Storm til en flittig fortæller af røverhistorier. Jeg har også introduceret to unger, Anna og Oscar, der elsker kaptajnens historier. 
Temaerne er pirater, havnen, containerskibe, færger. 

Her bringes lidt skitser (de fleste stadig i sort/hvid). Der bliver nok i alt 18 A4-sider. Projektet ventes færdigt til efterårsferien, 2017. 

museumsformidling
Museet for Søfart
opgaver for andre

Nyhedsbrev, sommer

Af Boris den 5. juli 2017 - 9:28

Der er lige sendt et nyhedsbrev ud. Har man ikke modtaget det, kan man se det HER. 

Og jo i øvrigt skrive sig på maillisten HER. 

Nyhedsbrevet handler om den nye podcast, den nye ebog, den i efteråret udgivne Magasinet Menneske – alt sammen burde det være velkendte sager af læserne af denne blog. 
Der er derimod lidt nyheder ang. BogForum, 2017. 

nyhedsbrev

Sider

  • « første
  • ‹ forrige
  • …
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10
  • 11
  • …
  • næste ›
  • sidste »